Visitation
De fleste borgere optages på Bostedet Nørager efter en henvendelse fra borgeren/dennes kommunale sagsbehandler eller misbrugskonsulent. Der træffes aftale med borgerens hjemkommune og der udarbejdes en handleplan i samarbejde med borgeren og dennes hjemkommune, hvori målsætningen for et ophold er konkretiseret.
Gensidige forventninger
Opholdet er baseret på frivillighed fra borgerens side. Vi forventer derfor, at borgeren er motiveret for et ophold på Bostedet Nørager og selv medvirker til en positiv forandring, vækst og udvikling eller blot stabilisering af sin livssituation.
Kom på besøg først
På Bostedet Nørager lægger vi vægt på at invitere en evt. kommende borger til at besøge os. Her kan vi tale sammen om behov og muligheder. Er det ikke praktisk muligt med et besøg i Rørbæk, kommer vi gerne på besøg hos den evt. kommende borger og dennes sagsbehandler.
Udredning og ressourceprofil
Der er mulighed for at foretage en udredning af ressourcer og støttebehov somatisk, socialt og psykisk, og der kan suppleres med anbefalinger i forhold til borgerens behov for støtte ved udskrivning. Efter aftale har Bostedet Nøragers socialrådgiver mulighed for at udfærdige ressourceprofiler for de anbringende kommuner.